Sidst opdateret 15. marts 2022
Stauder har alt hvad hjertet begærer. Staudernes univers byder på en stor variation af fantastiske former og vidunderlig blomstervækst. De vokser under vidt forskellige vækstbetingelser, lys – og vandingsforhold. Med den helt rigtige pasning kan du skabe staudebede i flotte toner fra farveskalaen eller få et frodigt grønt bunddække under dine træer og buske.
Stauder kan du let dele, flytte rundt med og sætte i jorden på nye steder. Det er fornøjeligt at bytte og udveksle planter med naboen, familie og venner. Forøg dit sortiment på en hyggelig måde ved at bytte. Få f.eks. vækster fra din familie som måske oprindelig er dyrket frem af dine bedsteforældre. Måske har naboen planter som er vokset frem af frø og stiklinger fra en eksotisk ferierejse? En mulighed er også at besøge en staudeplanteskole. Her får du råd og vejledning sammen med et stort spændende udvalg.
PÆONER
Pæoner har en overdådig og fin blomsterpragt med store fantastiske blomsterhoveder i de smukkeste sart rosa nuancer. En yderst feminin staude der vil tilføje din have en romantiske stemning og et strejf af nostalgisk charme.
Planten er robust og nem at have med at gøre i haven. Du formerer den ved en simpel deling og kan derved få glæde af de smukke poetiske blomster andre steder i haven. Hvis du ønsker mange blomster på stilkene, er det en fordel ikke at plante pæonerne dybt i jorden. Hvis de graves for dybt ned i jorden påvirker det blomstringen.
Glæd dig også over planten efter afblomstringen. Den er et smukt syn i efteråret med dens flotte dybgrønne og mørke blade.
STOKROSE
En anden staude med sin helt egen charme er den enorme Stokrose med blomsterspir på op til to meter i højden. Har du held med dine stokroser kommer de flere år i træk med en kraftig vækst. Bind en pind til stokrosens spir, som en støtte til den høje vækst, så de ikke knækker. Du kan forspire frøene i potter og plante dem ud. Der skal være 30 – 40 centimeter mellem hver plante.
LUPIN
Vil du have flere smukke farvespir i din have, er Lupin den helt rigtige blomst. Har du et sted hvor jorden ikke er alt for næringsrig, sår du bare direkte på voksestedet. Det giver det bedste resultat og blomsterspir i vidunderlige farver med lilla, blåt, gult, hvidt, rosa og violet. En sand farveeksplosion.
Blød frøene op i lunkent vand før du sår ud. Det gør såningen lettere og hjælper spiringen på vej til det bedste resultat. Med lupiner kan du lave de smukkeste buketter til stuen i blandede farver. Fyld dine vaser med farverig skønhed inden blomsterstænglerne skal klippes af. Når du klipper blomsterstænglerne af efter blomstringen, kan lupinen skyde igen.
AKELEJE
Er din have lidt mere vild og ufriseret er alle de dejlige akelejearter måske lige dig?! Akelejer kan så sig selv og kommer overalt i haven på tilfældige steder. Det ser sødt ud med dens mange vidunderlige former og fine farver. Blomsterne findes i blå, violet, rosa og hvid. Det er endda muligt at få et tofarvet pragteksemplar.
Akelejen er ikke særlig krævende at passe og trives på et skyggefuldt sted i haven, i flimmerskygge eller i sol. Hvis du ikke vil have akelejen til at overtage alt i haven, anbefales det at tynde lidt ud i den indimellem. Forlæng plantens liv ved klippe frøstandende af efter afblomstringen.
STAUDEVALMUE
Har du sat stauder som blomstrer sent eller plantet sommerblomster er det perfekt at sætte en silkeagtig valmue indimellem. Valmuen er prægtig med sin skrøbelige sarthed og en skønhed i karakteristisk rød, rosa eller hvid med grafisk sort i bunden. Det er en flygtig blomst som hurtigt falder og taber kronbladene. Lige så hurtigt den er kommet, lige så hurtig er den væk igen. Valmuen efterlader en tom plads i bedet, så så den blandt dine sommerblomster og sene stauder.
STORKENÆB
Storkenæb er derimod en længeblomstrende og robust plante i et vældigt udvalg af arter og sorter. Den er yderst nem at passe og skaber en dejlig vild og romantisk stemning. Velegnet til dig som måske er nybegynder i haven og har utålmodige havedrømme. Så med frø eller få en etableret klump fra venner og familie. På den måde går det hurtigt med væksten som bliver stor, kraftig og blomstrende.
Du kan få en fornyet blomstring i september måned ved at klippe dine storkenæb helt ned efter blomstringen midt på sommeren. Medtag også bladene og få vækst af grønne rosetter. Et friskt pift i din højsommerhave.
HØSTANEMONE
Få en værdig modstander til den dekorative, men irriterende skvalderkål med lyserøde eller hvide høstanemoner. Høstanemoner kan med lidt held udkonkurrere din skvalderkål. Høstanemoner breder sig i haven med kraft og lyst. Den er yndig, når den står i slutningen af juli og svajer let i sommerbrisen. Plant eller frøså i halvskygge og få et blomsterrigt resultat. I fuld sol opnår du ikke optimal blomstring. Med en fugtig næringsrig jord får du glæde af klaser med de karakteristiske skålformede blomster med gule støvblade.
PURPURSOLHAT
Med purpursolhat får du et smukt farvehav helt hen i det tidlige efterår. Purpursolhat er vild med masser af sol og varme. Den trives i let fugtig jord, men kan sagtens gro på mere tørre steder. Stauden er ikke bare smuk, den har også helende egenskaber og bruges som medicinsk plante. Man udvinder ekstrakt fra solhatten til naturlægemidler. Det er et antiseptisk stof som er interessant i forhold til styrkelse af immunforsvaret. Blomsterne er også populære hos bier og sommerfugle som sværmer om den med glæde.
Solhatten findes i flere blændende farver. ”Alba” og ”Sunrise” er andre skønne bud på taknemmelige planter i din sensommer – og efterårshave. ”Alba” er hvid og ”Sunrise” er cremegul. De giver liv i haven og er utrolig yndige.
MARGUERIT
Plant Danmarks nationalblomst i din have. Margueritten har givet inspiration til store kunstnere som Georg Jensen. Alle kender hans smukke ikoniske smykker, hvor Marguerittens fine blomster har været inspirationskilde til øreringe, brocher, ringe og vedhæng til halskæder.
Oplev glæden ved Margueritten hele sommeren lang, da den vil være i fuld blomst i perioden. Pluk den til dine vaser og tag skønheden med ind i huset eller sommerhuset. Få romantik i boligen med de skønneste blomsterarrangementer.
Som staude er Margueritten stærk og nøjsom på trods af sit sarte udseende med fine hvide blomster og den gule blomsterknop.
Pernille har arbejdet med indretning hele sit liv. Lige siden børneværelset skulle ligne et princesseslot til i dag, hvor hun i mere end 20 år har dekoreret vinduer, huse og store slotte.
Pernille udtaler sig på bolex.dk om
– Bolig indretning
– Arkitektur
– Blomster