Blomster – Stor guide om Blomstring og blomster typer til haven

Sidst opdateret 27. september 2021

Blomster taler deres eget universelle sprog og tilfører liv og farver til din have. Hver blomst har sin egen duft og smukke unikke udseende. Lad din have bugne af farvestrålende blomster i alle forårsmånederne og sommerperioden. Du kan plukke buketter eller blot glæde dig over synet og den hyggelige frodige stemning.

Det er ren terapi, og du vil elske at fremdrive og passe en skøn dekorativ og blomstrende have. Faktisk kan du have glæde af fyldte bugnende bede fra foråret til frosten kommer. Det er en god ide at vælge planter som er meget blomsterrige fra naturens side og at passe væksterne på den rigtige måde.

Find alle de blomster du kan drømme om til haven. Vi har samlet alle de bedste og billigste blomster som du kan nyde hele sommeren. Om det er blomsterløg eller prydbuske/blomster. VI har det hele her. Klik og se mere

Om efteråret er det tiden at lægge forårsløg i jorden. Det giver dig haveglæde, når sommeren er forbi og er en forsmag på alt det som kommer til at spire, gro og blomstre til foråret. Besøg dit lokale havecenter og vælg ud blandt et væld af vidunderlige muligheder; tulipaner i mange forskellige farver, duftende hyacinter, krokus, perlehyacinter eller den særprægede Vibeæg. Udbuddet er rigtig stort og varieret. Det er en oplevelse i sig selv at besøge en planteskole og få gode råd og vejledning med på vejen.

Oplev de første grønne spirer bryde frem af jorden efter vinteren i den kolde forårsjord. Følg med i hele processen til den farvestrålende pragt kommer med fantastiske blomster. April og maj er er her det hele begynder igen. Løgplanterne kan nu begynde at gro og blomstre, da jorden er blevet varmere.

Med sommerblomster kan du skabe en bugnende blomsterhave på blot en sæson. De etårige sommerblomster kan ikke overleve den danske vinter, men du kan indrette din egen romantiske på ingen tid. Sæt planterne ud i jorden sent på foråret, når frosten er væk. I løbet af nogle uger vokser de i størrelsen og får deres smukke blomster. Lige som med løgplanterne kan du få et væld af dejlige sommerblomster. Skab fantastiske farvelandskaber i alle mulige farver, faconer og højder.

BLOMSTRING I APRIL – MAJ

HYACINT

Hyacinter findes i mange smukke farver. De har fyldige blomsterstande som er meget tætte og dufter vidunderligt kraftigt. De trives bedst ved en varm og solrig placering i vel – drænet jord. Hyacinter bliver dog mindre tætte med tiden. Der kommer færre klokker på og blomsten bliver lidt løsere. Vil du have flere hyacinter, skal du plante nye løg om efteråret. Hyacinter breder sig nemlig ikke. Ved at lægge nye løg opnår du hele tiden planter som er kraftige og fyldige med en tæt flot blomsteraks.

PERLEHYACINTER

Perlehyacinter er nøjsomme, hårdføre og ualmindelig søde. Planten er nem at drive frem. Den danner sideløg og sår sig med stor ihærdighed. Du kan have glæde af den hvert forår. Den stiller ingen særlige krav til jordbundsforholdene eller lyset, men kan vokse overalt. Den bliver omkring 15 – 18 centimeter i højden og er derfor velegnet i forgrunden i bedene.

Perlehyacinter har en smuk karakteristisk blå farve som skaber harmoni og giver et roligt helhedsindtryk. Den er flot i kombination med en anden af forårshavens blomster. Sammen med f.eks. sprøde tulipaner får du et fint farvehav med mange nuancer, hvor det samlede indtryk alligevel bliver roligt. Den blå farve har en samlende virkning.

KROKUS

Krokus er en rigtig forårsbebuder og en af de første forårsblomster der skaber stor glæde i haven. Allerede i marts kan man se den, men du har glæde af blomsten ind i april måned. Den findes i skønne påskefarver i gul, lilla, blå, og endda i en festlig stribet version.

Krokus kræver vel- drænet havejord og skal helst ikke placeres på fugtige steder. Som en speciel effekt kan du skabe en græsplæne med krokusindslag i spiraler eller cirkler. Lav dit eget personlige udtryk med en græsplæne fuld af farverige krokus.

TULIPAN

Udbuddet af tulipaner er en jungle. Det er enormt. Hvis du ikke har den store erfaring med tulipaner, er det et godt sted at starte med den botaniske tulipan TULIPA TARDA. Den er meget taknemmelig og nem at drive frem. Tulipa Tarda har du glæde af først i april, hvor den springer ud med store gule og hvide blomster. Det er en lav tulipan på kun 10 centimeter, så det bedste resultat er placering i forgrunden af et bed. Er du til en krukkehave? Et godt valg er de lave tulipaner til krukker. Creme Upstar bliver 35 centimeter i højden. Den har en smuk flødefarvet nuance og bliver let rosa på ydersiden af kronbladene.

Tulipa Tarda og Creme Upstar blomstrer smukkest det første år. Ved næste sæson har blomsten ikke længere sin oprindelige pragt og efter flere år er løget ikke til mere. Derfor skal du plante til hvert år og købe nye poser med løg i september.

Er du til de mere hårdføre sorter med knald på farverne skal du over i typer som triumph – og darwintulipaner. De blomstrer år efter år med de rigtige jordforhold og lysbetingelser. Placer dem i vel – drænet jord i sol eller halvskygge. Tulipanerne får fantastiske farver i kardinalrød, bordeaux, koralrød og blommefarvet.

VIBEÆG

Vibeæg er en særpræget og fascinerende blomst med et meget specielt ternet mønster. Den springer ud sidst i maj måned i rød- lilla farver. Blomsten har fået sit navn opkaldt efter fuglen viben, idet det ternede mønster tilnærmelsesvis ligner vibens æg.

Vibeæg er taknemmelig og den sår sig selv. Du får derfor mange af dem meget hurtigt. Men dog kun hvis planten stortrives. Det gør den i en næringsrig, fugtbevarende jord som ikke må tørre ud i sommer – halvåret. Af lysforhold kræver den kvartskygge.

BLOMSTRING I MAJ – JUNI

PETUNIA

Petunia er et sikkert hit. Den giver en overdådighed af blomster og er ikke den store økonomiske udskrivning. Du kan få den i alle mulige dejlige farver fra pink over hvid til lilla. Der findes endda en stribet version i rød og hvid kaldet Danish Dynamit. Petunia findes også i en miniversion med mindre blomster, som er meget yndig.

STOLT KAVALER

Stolt Kavaler er en dejlig sommerblomst med fyldige blomster og et fint grønt løv. En utrolig varieret blomst, som får i utallige farver og størrelser. Lav dit eget farvehav af Stolt Kavaler i lilla, hvid, sart rosa eller lys gul. De høle sorter (1 meter) er velegnede til en placering bagerst i dit bed. De lave sorter på 30 til 40 centimeter ser flotte ud i krukker.

BLOMSTERKARSE

Blomsterkarse er et dekorativt hit med en utrolig blomsterrigdom. Den breder sig over store områder med sine vokseivrige lange stængler. Det sjove ved blomsterkarse er et den er spiselig. Både de karakteristiske gulorange blomster og de grønne blade kan spises. Brug blomsterne til kagepynt. Det ser flot ud og er et anderledes bud på kagedekoration. Bladene kan du blande i en salat. Smagen er lidt henad karse. Deraf navnet på planten.

KÆRMINDESØSTER

En anden vidunderlig forsommerblomst er den himmelblå kærmindesøster. Den er taknemmelig og hårdfør. Den tilpasser sig både til sol og skygge. Den er flerårig og breder sig lystigt, da den også er selv- sående. Prøv den på steder, hvor der ikke er så meget andet der vil gro. Du vil få succes med den fine kærmindesøster. Den har mange gode egenskaber som alsidig og tolerant blomst i haven.

MORGENFRUE

Skab glæde i din have med den populære forsommerblomst. Med dens stærke farverige orange og gule blomster er den et muntert indslag. Det er en frodig plante som bliver op til 50 til 70 centimeter høj. I fuld sol får du flest blomster. Placeres den i skyggefulde omgivelser, er den mindre blomsterrig.

Morgenfrue tilhører kurveblomstfamilien. Det er en stor blomsterfamilie med bl.a. solsikker og asters som medlemmer. Morgenfrue har en lang historie bag sig og fandtes i middelalderlige klosterhaver som medicinsk plante med helende egenskaber. I dag bruger man stadig planten i cremer, salver og shampoo.

Kan du lide at bage? Pynt også dine kager med den farvestrålende morgenfrueblomst.

BLOMSTRING JULI – AUGUST

SOLSIKKER

Solsikker er til glæde for alle i familien – de voksne og også børn vil elske den høje solgule blomst. En dejlig og smuk statelig plante der altid vender mod den livgivende sol. Du kan nærmest høre og se dem gro fra det første frø kommer i jorden til det imponerende færdige resultat. Glæd Jer over kæmpeplanter på op til 5 meter i højden. Solsikker findes i stor variation. Køb en frøpose på planteskolen, hos frøhandleren eller i dit lokale supermarked. Vælg blandt forskellige størrelser og former fra buskede planter til enkle eller fyldte blomster.

Det bedste resultat opnår du i fuld sol i en dyb muldjord og rigeligt med vand hen over sommerperioden. I kan have glæde af de smukke solsikker fra juli helt frem til efteråret.

Er du kreativ, er de flotte frøstande som bliver tilbage efter blomstringen, fine til dekorationer. Lad dem ligge et par uger til de er helt tørre og klar til brug.

LAVENDEL

Lavendel er ikke i traditionel forstand en sensommerblomst, men en halvbusk. Men lavendel får sine enestående blåviolette blomsteraks og er kendt verden over for sin vidunderlige duft. Den står i flor i juli og august, hvor blomsterne folder sig ud for enden af det grågrønne løv. Stilkene eller bladene afgiver også den karakteristiske duft. Det er en middelhavsplante, som gerne vil have fuld sol og et tørt voksested.

Lavendel skal passes ellers bliver den vildtvoksende og træagtig. Du skal derfor klippe den tilbage om foråret, så nye friske lavendler kan vokse frem.

DAHLIA

Dahlia eller Georginer er et sandt farveorgie i haven med de mest vidunderlige former og eventyrlige faconer. Den starter som en dahliaknold, der skal lægges direkte i jorden om foråret i maj måned.  Sørg for at jorden omkring knoldene er næringsrig og velgødet. Vand rigeligt i perioder med lidt regn.

Med den rigtige pasning får du de mest fantastiske farver i din have. Om efteråret skal knoldene graves op, vaskes rene for jord, tørres og lægges et mørkt og frostfrit sted. Der er lidt ekstraordinært arbejde forbundet med Dahlia, men du får glæde af en iøjnefaldende blomst med en usædvanlig farverigdom.

ÆRTEBLOMST

Ønsker du dig en romantisk sommerblomst i haven, skal du vælge den berusende og skønne ærteblomst. Fyld bedene med farve og duft med Ærteblomst som også kendes under navnet Lathyrus. Pluk de mest romantiske buketter til dine stuer og dekorer med fantastiske farver.

Du kan så dine egne ærteblomster på et solrigt og ukrudtsfrit sted i haven. Giv blomsten noget at vokse op ad. Det kan gøres ved blot at stikke nogle grene ned ved siden af voksestedet. Vil du have blomsten til at skyde nedefra og have en tæt og busket vækst? Det får du ved at knibe toppen af planten, når den får en højde på ca. ti centimeter. Vand rigeligt i tørre perioder.

ROSER

Roser er en af havens mest romantiske blomster og findes i et væld af forskellige slags. Fra overdådige rosenbuske til slyngroser eller som fritstående buske. Den besidder en velduft som trodser enhver beskrivelse. Roser har en speciel skønhed over sig med en vidunderlig sødme og charme. Roser betegnes ofte som historiske roser, moderne roser og engelske roser.

De dyrkes i almindelig god havejord eller lerjord. Undgå sandjord og plant aldrig dine roser i spagnum. Vand flittigt og undgå vand på rosenbladene, når solen skinner.