Lamper – en guide til belysning

Sidst opdateret 22. maj 2021

Om du skal have styr på belysningen indendørs eller udendørs, er der en række ting, der er værd at vide inden du går i gang. Der er nemlig stor forskel på, hvilken form for lys der er mest hensigtsmæssig at bruge de forskellige steder.

Intet hjem uden lys. Vi har lamper i alle former og farver hængende og stående overalt i vores hjem. Men hvordan ved du, om du har valgt den rigtige belysning i de givne rum? Og, hvordan en er det nu lige med LED? Herunder finder du en guide, der kort gennemgår de ting, du skal vide om lamper.

Hvad er LED?

Når du har købt en ny lampe, skal den have en pære, men hvilken skal du vælge? LED pæren har desværre fået en hård start og et dårligt rygte. Det er der heldigvis ikke nogen grund til længere. For den lille diodepære er kommet milevidt gennem de sidste år.

Mange af os har oplevet at LED pærerne ikke giver det ønskede lys og slet ikke lever op til de forventninger vi har haft i forhold til energivenlighed og holdbarhed. Men gennem de sidste par år er der sket en rivende udvikling indenfor LED og i dag kan det rigtig godt betale sig at skifte pærerne ud med LED versionen, når det er tid til nye.

Der findes endda forskellige former for lys, så du kan skabe den rette stemning ved hjælp af den rigtigt pære. Du kan vælge mellem tre temperaturer, når du kigger på LED pærer, nemlig en kold, en neutral og en varm, så alt efter, hvilken form for lys du ønsker, kan du vælge en pære, der passer ind.

Belysning i stuen

Stuen er samlingspunkt for familien og i dag findes den ofte i åben forbindelse med både spisestue og køkken. Derfor er det vigtigt at have den rette belysning i de tre rum, så du med lyset skaber en følelse af skiftende stemning.

I stuen er der primært behov for belysning på isolerede pladser, så det er rigtig sjældent, at der installeres spots i dette rum.

I stuen kan du virkelig lade fantasien og kreativiteten slå sig løs og vælge lige de lamper du falder for, uden at tænke på, om de nu giver det rette lys.

Både væglamper og gulvlamper kan virke rigtig godt i en stue. Kunsten er at placere dem, så der skabes pladser, hvor det er muligt at læse eller strikke samtidig med, at der er pladser uden direkte lys, til når der skal ses tv, eller bare hygges.

I stuen kan du med stor fordel vælge lamper, der udgiver et blødt og varmt lys.

Lamper i køkken og spisestue

I køkkenet er det spots, der er et oplagt valg, når det kommer til belysning, for når du laver mad, er det vigtigt, at du kan se, hvad du laver alle steder på køkkenbordet. Derfor er der også rigtig mange, der vælger at få monteret spots under overskabene, hvis der er sådan nogle i køkkenet. Det giver et rigtig godt lys til madlavningen.

I spisestuen er det ligeså vigtigt med den rette belysning og den rette placering – eller måske rettere højde. Skal der hænges en lampe over bordet er det nemlig en delikat balancegang at få den til at hænge i den helt rigtige højde.

Hænger den for lavt, kommer den til at blokere for udsynet til den, der sidder overfor dig. På den anden side er det heller ikke rart, hvis den hænger for højt, for så får de spisende lyset fra pæren direkte ind i øjnene, når de skal se tværs over bordet. Derfor er det en rigtig god ide at sidde ved bordet, mens højden på lampen indstilles, så den kommer til at passe bedst muligt til jer.

Lamper i badeværelset

I badeværelset skal du først og fremmest være sikker på at vælge belysning, der er fremstillet til at kunne tåle fugten i rummet. Derfor er det lidt mere begrænset, hvad du har af muligheder, når det kommer til belysning i badeværelset.

For de fleste er belysningen omkring spejlet det vigtigste i rummet. Derfor er det her, du skal gøre dig de største overvejelser, for det kan let gå galt, hvis du vælger den forkerte form for belysning.

Skal du have det bedst mulige udgangspunkt for at undgå skygger eller refleksioner kan du med fordel anbring to opadrettede lamper på siden af spejlet – en i hver side. De skal placeres, så de passer nogenlunde til din øjenhøjde. På den måde får du det bedste arbejdslys til, når du skal sætte hår eller lægge makeup.